USA og EU har veletablerede stater og retssystemer, som sagtens kan håndtere konflikter mellem investorer og stater, uden at ISDS er nødvendigt.
(Ikke desto mindre har amerikanske tilhængere af ISDS hævdet, at de øst- eller sydeuropæiske retssystemer ikke er gode nok.)

Amerikanske og europæiske virksomheder har i forvejen mange investeringer på den anden side af Atlanten, uden at det har været nødvendigt at tilbyde dem en særlig ISDS-beskyttelse. Faktisk er mængden af udenlandske investeringer mellem EU og USA større end noget andet sted i verden.

Virksomheder i et land risikerer at blive stillet ringere end udenlandske konkurrenter, hvis disse får en ret til at sagsøge stater, som de hjemlige virksomheder ikke har.

Jo mere udbredt ISDS bliver, jo større er risikoen for, at demokratisk valgte regeringer bliver truet med sagsanlæg fra udenlandske virksomheder, hvis regeringerne indfører eller forbedrer miljøkrav, eller forbruger- og arbejdsmiljøbeskyttelse. Alene risikoen for sagsanlæg kan hæmme den politiske vilje til at forbedre forholdene. Det samme gælder sager, som endnu ikke er afgjort eller forlig bag lukkede døre.

Det pragmatiske argument: Ved at udelade ISDS bliver det lettere at få flertal for TTIP i Europa-Parlamentet. Den oprindelige udgave af ISDS ville have risikeret at føre til så stor modstand i Europa-Parlamentets socialdemokratiske gruppe, at den færdige udgave af TTIP ville blive stemt ned. Det er stadig et åbent spørgsmål, om Kommissionens nye forslag er nok til at sikre opbakning om ISDS i den socialdemokratiske gruppe og om forslaget kan accepteres af USA.

Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/